Detta är en sida från HPV Sveriges Medlemstidning Trampkraft. Uppgifterna på sidan kan vara inaktuella då detta är gamla nummer vi lagt upp i ett arkiv.

Vättern Rundan - verdens største motionsløb på cykel - og i år også for liggecykler!

Løbet og dets historie
Motala er til daglig kendt som Sveriges cykelby med 43.000 indbyggere, som nok lever et fredeligt liv med en flot udsigt til den store Vättern sø. Men 2 gange om året er der rigtig gang i byen, nemlig når det årlige Tjej Vättern (for kvinder) i forsommeren, og når verdens største motionscykelløb Vättern Rundan køres midt i juni - i en stemning af folkefest med et stænk af eufori og galskab.

Løbet kørtes i år for 36. gang med 17.500 deltagere. Fra Motala på Vätterns nord-østlige bred går ruten sydover og de 300 km rundt om denne dejlige sø går gennem hyggelige små byer, hvor 10 depoter undervejs er bemandet med lokale kræfter fra lotte-korps, idrætsforeninger osv. - ikke mindre end 2.750 ulønnede, frivillige holder styr på løbet!

HPV'ere med på dispensation
Hidtil har man kun tilladt "oprette" cyklister i løbet. I de sidste par år er stadig flere liggecyklister kørt med uden for startlisten. Samtidig har en svensk HPV-ildsjæl - Bo Dellensteen - bearbejdet "Rundans" ledelse, og i år blev der endelig givet dispensation til 7 HPV'ere - men kun standard 2-hjulede - ikke noget med kåber, super low eller andet pjank!
HPV-gruppen kom til at bestå af 2 nordmænd, 2 finner, 2 svenskere, mens jeg var den eneste dansker. Vi blev henvist til at starte i den allersidste gruppe kl. 05.12, lørdag morgen d. 16. juni.

Motala - et stort cykelcirkus
Om fredagen kørte jeg til Motala i bil med en ven med racercykel. Efterhånden som vi nærmede os byen var der stadig flere og flere biler med cykler og inde i byen var alt et stort cykelcirkus. Hver park, rabat, P-plads - ja, overalt var der telte, biler og cykler. I startområdet var der masser af boder med alskens cykelting, tøj etc. - og et helt tivoli med karusseller.
Sonny Kallehave fra Evita-klubben var chauffør for lollandske racerkørere. Fredag aften mødte vi de andre HPV'ere ved løbsruten på sø-promenaden, hvor vore cykler vakte opsigt, så der blev fotograferet og givet interviews til de lokale aviser. Sonny racede rundt på sin rappe Evita og fik snakket med mange interesserede.
Sammen med de andre HPV'ere gik vi på restaurant, hvor der, som over hele byen den aften, blev serveret spaghetti og kødsovs i endog meget lange baner. Kl. 20 var vi med til at klappe den første gruppe af seniorer af sted. Der var både store madammer og stilige ældre herrer, der kørte ud i den lune, lyse, svenske sommernat på alt fra super-racere til gamle svenske militærcykler! Der var en dejlig og festlig stemning ved søbredden.
Ved 21-tiden så Sonny og jeg den ældste deltager, som var en lille senet mand på vist 83 år - en rigtig stålfarfar, der havde kørt løbet i mange, mange år.
Det var en mærkelig fornemmelse at kravle i soveposen den aften og vide, at der hver 3. minut blev sendt endnu 60 cykelryttere ud på ruten, og at det ville blive ved hele natten. Vejrudsigten havde været dårlig hele dagen, men det var en flot solnedgang, så vi håbede det bedste.

Starten - med liggecyklerne som rosinen i pølseenden
Kl. 05.00 mødtes 7 HPV'erne ved startområdet i den friske morgen med klart lys fra en skyfri himmel. Løbsledelsen gav os en belæring om trafikregler etc. og endelig som agterlanternen i den sidste gruppe racercykler blev vi sendt af sted kl. 05.12 sammen med en stor gruppe ens klædte tyske racere. De gav pokker i, at det var et motionsløb - der blev kørt stærkt i kolonner, men det var godt at ligge i læ efter dem.I HPV-gruppen var der 4 der fulgte godt med, nemlig Peter fra Oslo på en hjemmebygget, Thomas fra Helsinki på en australsk Greenspeed, Carl Etnier (amerikaner, bosat i Oslo) på en kort amerikansk cykel og mig selv på Bjällby'en.

Ruten - folkeliv og landskaber
Der var en herlig stemning og god forplejning på depoterne. Og at vi var i Sverige, kunne ses af forplejningen. Hvor ellers ville man få dejlig lun blåbærsuppe? Og de stærkt saltede agurker var også gode.
Mange steder var det børn, der passede boderne. Nogle var endda startet kl. 6 om morgenen. Men de syntes det var sjovt med så mange fremmede gæster, og det var klart noget de havde glædet sig til.
Midt på lørdag eftermiddag - godt halvvejs i løbet - kom vi til et rigtig lille smørhul af en by - Hjo, med flotte, velholdte træhuse, en lille havn med fine gamle huse og flotte både. Ved broen over åen ved depotet stod der sågar en lille, venlig mand med mikrofon og bød os alle velkomme og de mange tilskuere klappede os ind til depotet, hvor der blev serveret dejlig lasagne. Og ved åen stod Sveriges største ahorntræ - vist 6 meter i omkreds og med i Guiness Rekordbog - jo, sikken by. De levede godt af at lave tuber til fødevarer f.eks. Carlssons Kaviar til hele Europa!

Ruten fulgte mest små veje men sjældent den etablerede cykelrute "Vättern rundt", som er noget mere bakket end løbsruten. Der var enkelte, meget lange bakker på måske 2-4 kilometer, men de var ikke stejle og voldte ikke større problemer. Der var mange lange, lige strækninger ofte med flot udsigt over søen. Der var stort set vindstille og den regn, vi alle ventede ville komme midt på dagen, kom først ved 19-tiden.

Der var imponerende mange seje kvinder, både svenske og tyske - og ganske få danske - der kæmpede bravt med sig selv og de drøje svenske mil.

HPV-gruppen - løbets udvikling
Peter - nordmanden på den hjemmebyggede - var en stor, stærk kleppert, som havde kørt den norske klassiker, Den store Styrkeprøve på 5-600 km, og han sprang vist det første depot over. I alt fald kørte kernefysikeren Tomas fra Helsinki, Carl fra Oslo og jeg nu i en samlet lille gruppe og det gik rigtig godt den første 1/3 af turen. Måske fordi Carl havde ikke fået trænet så meget pga. studier, og måske fordi hans ben var korte, tog han stadig sjældnere føringer, og efter bakker måtte vi undertiden vente på ham.

Carl, hans krise - og velsignelsen!
Bortset fra det med hastigheden var Carl en frisk og glad gut. 9 år forinden havde han som ung student været på besøg i Rusland. Da han mellemlandede i Stockholm, blev han forelsket i byen, hvor han jo kunne få alt - i modsætning til Rusland, og så blev han hængende i nogle år, hvor han lærte sig svensk og studerede miljøteknologi. Lige før løbet var han blevet færdig med sin Ph.D-afhandling i samme fag ved Oslo Universitet. Og 2 uger efter løbet skulle han tilbage til USA og giftes. Han elskede Skandinavien - men ville ikke savne de lyse sommernætter! Nej, han savnede sine mørke, amerikanske sommernætter med flotte stjernebillederne. Det havde jeg ligegodt aldrig tænkt på før!

Jeg fortalte, Carl om den strålende fælles ankomst, som Sonny Kallehave, Claus Davidoff og jeg havde gjort på Køge Torv efter Sjælland Rundt året før med fingekys til tilskuerne mm. Det muntrede ham op, at jeg foreslog ham, at han nu kunne afslutte sit HPV-liv i Skandinavien med, at vi sammen skulle gøre en lignende entre i Motala - og så gik det godt igen. Men kun kort.

Da der manglede ca. 95 km foreslog Carl, at Tomas og jeg bare skulle køre. Jeg lovede ham, at vente på ham ved sidste depot. Tomas og jeg kørte så ca. 70 km for fuld damp. Huhej hvor det gik, herligt!! Lidt før toppen af en meget lang bakke lyste en vækkelsesprædikant med menighed, musik og mikrofon velsignelsen over os, mens vi passerede - og det hjalp vist med et lille velsignende klap. Tomas havde også set ham året før, og det virkede bedst første gang, mente han.
Ved sidste depot ville Tomas gerne straks køre videre, da han gerne ville slå sin tid fra året før - og så kørte han. Jeg havde lovet Carl at vente - og jeg ventede, og ventede. Endelig knapt 2 timer efter kom han; udmattet og efter en punktering - og velsignelsen på bakken havde ikke rigtig haft nogen effekt på ham. Det var efterhånden blevet gråvejr og køligere. Jeg var blevet rigtig kold i den lange ventetid men kom i gang igen. Det regnede på sidste etape, og vi nåede Motala ved 20-tiden.

Målet i Motala
Regnen og skumringen havde lagt en dæmper på løjerne ved målområdet, men vi blev fotograferet og Carl blev vist interviewet til TV.
Tomas nåede i mål i en bedre tid end året før. Sonny Kallehave havde været helt ude ved 2. sidste depot, men opgav at vente på os der. Han havde racet rundt i Motala på Evita'en og havde vist snakket med en masse mennesker. Peter fra Oslo var kommet i mål lidt før Tomas, men den hurtigste HPV'er var vist Bo Dellensteen i sin flotte gule, dråbeformede kabinecykel. Da den var 3-hjulet og overdækket, var han ikke med i selve løbet. Han havde vist kørt godt 80 km/t ned af nogle af bakkerne, hvor min max. vist var 62 km/t.

Konklusion
Vättern Rundan var et dejligt løb, som jeg gerne vil deltage i en anden gang. Dels var det sjovt at møde nye HPV-folk og det var en oplevelse at fornemme stemningen både i Motala og i byerne på ruten - og ikke mindst at køre rundt i det flotte landskab.
Det forlyder, at selv om ingen har haft indvendinger mod liggecykler i løbet i år, er man vist ikke til sinds at tillade HPV'er næste år. Da løbet følger offentlige gader og veje, kan man bare køre med, og det vil jeg nok gøre, hvis jeg deltager en anden gang - og så vil jeg starte ved 02.30 tiden, så det er ved at blive lyst og der stadig er store grupper af stærke ryttere at følges med.
På www.cyklavaettern.com/vaetternrundan, kan man læse om årets løb, hvor mere end 14.000 ryttere ud af 17.700 kom i mål. Og på http://photos.yahoo.com/carletnier kan man ved at klikke på "Vaetternrunde 2001" se Carls billeder fra løbet. På norske Peter Wieland's hjemmeside www.iai.fzk.de/~wieland kan man se en masse om hans mangeårige HPV-erfaringer og og den TROLL liggecykel, han åbenbart har bygget mange af i Norge.